Tilbud til gymnasieelever
Fablab RUC har to tilbud til gymnasieelever:
- Støtte til dit SOP / SRP (Studieområdeprojekt / Studieretningsprojekt)
- Rapid prototyping workshop - heldagsudflugt for hele klassen (se længere nede)
Støtte til dit SOP (Studieområdeprojekt) eller SRP (Studieretningsprojekt)
Vi tilbyder målrettet individuel hjælp til dit projekt
- Datoer ikke valgt i 2022 endnu - foreslå gerne egnede datoer
Her kan du komme og få hjælp og sparring til
- Ideudvikling
- Design Thinking
- Rapid Prototyping
- Skabelse af den første fysiske prototype (laserskæring, 3D print, Arduinoprogrammering, simpel elektronik og lignende)
Vi ved noget om fysiske prototyper, produktdesign, 3D print, 3D modellering, droner, bymodeller, teknisk tegning, elektronik, programmering, robotter, lys, lyd, sensorer, spildesign, planter, den grønne omstilling, biomaterialer m.v.
Det typiske projekt vi kan hjælpe med er indenfor det tekniske område, men også f.eks. et filosofiprojekt hvor man ønsker at producere et brætspil, eller et psykologiprojekt hvor man ønsker at bygge en forsøgsopstilling.
Man må meget gerne tilmelde sig på email fablab@ruc.dk med emne "SRP/SOP", hvilken af de to datoer du vil komme, fire linjer om hvem du er, hvad du ønsker at få ud af dagen, hvilke fag du skriver indenfor, gymnasienavn, din lærers navn og email. Der er maksimalt plads til 15 elever. Man må også gerne bare komme og se om der er plads - men så kan vi ikke love noget. Find os i bygning 9.
Udtalelse fra Jennifer Bergen, elev fra Falkonergårdens Gymnasium og Hf, som fik støtte til SRP i 2022:
Som ung studerende i 3.g er det helt fantastisk, at man har mulighed for at komme ud og både opleve værkstederne, men også få muligheden for at benytte materialer og maskiner, som generelt ikke er noget man har adgang til i undervisningen.
Jeg skrev i Marts en opgave i Biotek og Design vedrørende "bakteriel fremstilling af tekstiler fra teen Kombucha" og fik hjælp at FabLab RUC til at lave dyrkningsforsøg.
Det var enormt fedt, at man blev hørt og anerkendt i et mere arbejds-fokuseret og respekteret miljø. Dertil sagt, at man kunne lære noget og omvendt lærer fra sig! Jeg var derudover enormt imponeret over FabLabs faciliteter og brede udviklings niveau, der var plads til alt og alle. Jeg vil derfor helt klart anbefale andre studerende i gymnasiet, at benytte sig af faciliteterne, som ledes af de her rare mennesker, der altså bare må siges virkelig at stå med åbne arme. 5/5 stjerner herfra;)
Rapid prototyping workshop - heldagsudflugt til et cutting edge digital fabrikationslaboratorie for hele klassen
Er du gymnasielærer indenfor et teknisk eller naturvidenskabeligt fag? Tag hele klassen med på heldagsudflugt til Fablab RUC og opleve hvordan man kan designe noget, tegne det på computeren, og laserskære en fungerende prototype, altsammen indenfor få timer.
Almindeligvis designer vi morgendagens tandbørsteholder. Det er noget alle kan forholde sig til, og mulighederne er vide - vi har set alt fra elegante designs til familieløsninger til magnetisk svævende tandbørster til ultraviolet lys desinficering. Men vi kan også ændre workshoppens indhold for at understøtte jeres pensum - bare hovedingredienserne er tæt på
- Lær et Fablab at kende
- Design thinking
- Lav en første prototype
- Tegn anden prototype på computer (Inkscape)
- Laserskære anden prototype
Det er tirsdage kl 12-1530. Skriv til outreach_fablab@ruc.dk med emne "Gymnasieworkshop". Inkludere fag, gymnasienavn, antal elever og foreslå 1-2 dage, ca. kl 10-16 hverdage. Vi har kun mulighed for at sige ja til 3 gymnasieklasser om måneden. Find os i bygning 9.