Tilbud til gymnasier

Fablab RUC har to tilbud til gymnasieelever:

- Rapid prototyping workshop

- Støtte til dit SOP / SRP



Rapid prototyping workshop

FabLab RUC ved Roskilde Universitet tilbyder en spændende workshop for gymnasier, der fokuserer på Design Thinking, Rapid Prototyping og anvendelsen af FabLabs/makerspaces.

FabLab er et eksperimenterende og kreativt lærings- og forskningslaboratorie hvor der arbejdes med prototyping, digital fabrikation, robot teknologi, design thinking mm. Vi udforsker samspillet mellem teoretisk og praksis viden og hvilke rolle, hands-on erfaring spiller i læringsmiljøer.

I denne workshop prøver eleverne kræfter med at løse en designopgave samt en introduktion til CAD-tegning og laserskæring, som de skal anvende i udviklingen af en fysisk prototype. Workshoppen er gratis og varer 3,5 timer, fx fra kl. 12:00 - 15:30 (tidspunkt kan reguleres efter behov). Deltagerne kan være klasser, grupper, hold, talenthold o.l.

For mere information om aktiviteten og tilmelding, kontakt outreach_fablab@ruc.dk og foreslå en til to datoer.

Program

Workshop afvikles i FabLab RUC i bygning 9 på RUC Campus

12:00 Velkommen & kreativ opvarmning

12:10 Oplæg om design thinking

13:00 Pause

13:10 Introduktion til CAD, digital produktion og laserskæring

13:30 High-fi prototyping i grupper

14:30 Opsamling og afslutning

15:00 Dagen afsluttes

Herefter kan de entusiastiske elever evt. blive og gøre deres projekt færdigt.

Alle grupper går hjem med et produkt i hånden og et hoved fyldt med ideer om design og prototyping som designmetode.

Der er plads til ca. 30 elever pr. session.

Jeres behov – tilpasningsmuligheder

Workshoppens indhold er ikke mejslet i sten – vi er åbne for at justere tid og indhold, således at det harmonerer med jeres ønsker og behov. Vi ser det som en fordel at kunne støtte jeres faglige mål og kernestof, og tager gerne en snak om hvilke muligheder vi har for at tilpasse workshoppens indhold.

Kort- og langsigtet målsætning

RUC ønsker med aktiviteten at skabe interesse for de uddannelser, der tilbydes på Humanistisk-Teknologisk Bachelor. Der er evt. mulighed for at skabe et tæt samarbejde med FabLab RUC og jeres gymnasium. Vores hensigt er, at de unge skal have de bedst mulige vilkår for at træffe beslutningen om deres videre uddannelse. Gennem samarbejde om at øge de unges teknologi- og design forståelse samt kendskab til innovationsværktøjer, ønsker vi at kvalificere dem til agere i en teknologisk kompleks fremtid.

Om Humanistisk Teknologisk BA: https://ruc.dk/humtek

Om FabLab RUC (Fabrication Laboratory): https://fablab.ruc.dk

Find os: https://fablab.ruc.dk/d

Om Projekt/SRP tilbud til ungdomsuddannelser: https://fablab.ruc.dk/tilbud-til-gymnasieelever/

Del evt. folder ud på gymnasiet:

Støtte til dit SOP (Studieområdeprojekt) eller SRP (Studieretningsprojekt)

Vi tilbyder målrettet individuel hjælp til dit projekt

Her kan du komme og få hjælp og sparring til

  • Ideudvikling
  • Design Thinking
  • Rapid Prototyping
  • Skabelse af den første fysiske prototype (laserskæring, 3D print, Arduinoprogrammering, simpel elektronik og lignende)

Vi ved noget om fysiske prototyper, produktdesign, 3D print, 3D modellering, droner, bymodeller, teknisk tegning, elektronik, programmering, robotter, lys, lyd, sensorer, spildesign, planter, den grønne omstilling, biomaterialer m.v.

Det typiske projekt vi kan hjælpe med er indenfor det tekniske område, men også f.eks. et filosofiprojekt hvor man ønsker at producere et brætspil, eller et psykologiprojekt hvor man ønsker at bygge en forsøgsopstilling.

Man må meget gerne tilmelde sig på email fablab@ruc.dk med emne "SRP/SOP", hvilken af de to datoer du vil komme, fire linjer om hvem du er, hvad du ønsker at få ud af at komme på FabLab, hvilke fag du skriver indenfor, gymnasienavn, din lærers navn og email. Find os i bygning 9.

Udtalelse fra Jennifer Bergen, elev fra Falkonergårdens Gymnasium og Hf, som fik støtte til SRP i 2022:

Som ung studerende i 3.g er det helt fantastisk, at man har mulighed for at komme ud og både opleve værkstederne, men også få muligheden for at benytte materialer og maskiner, som generelt ikke er noget man har adgang til i undervisningen.

Jeg skrev i Marts en opgave i Biotek og Design vedrørende "bakteriel fremstilling af tekstiler fra teen Kombucha" og fik hjælp at FabLab RUC til at lave dyrkningsforsøg.

Det var enormt fedt, at man blev hørt og anerkendt i et mere arbejds-fokuseret og respekteret miljø. Dertil sagt, at man kunne lære noget og omvendt lærer fra sig! Jeg var derudover enormt imponeret over FabLabs faciliteter og brede udviklings niveau, der var plads til alt og alle. Jeg vil derfor helt klart anbefale andre studerende i gymnasiet, at benytte sig af faciliteterne, som ledes af de her rare mennesker, der altså bare må siges virkelig at stå med åbne arme. 5/5 stjerner herfra;)