Job opening
Ansøgningsfristen er 12. april 2021.
AC-barselsvikar FabLab
Er du et kreativt og teknisk velfunderet multitalent? Brænder du for fablabs, design, 3D print, rapid prototyping, programmering og at formidle teknisk viden til universitetsstuderende og omverdenen?
FabLab RUC er et førende eksperimentelt forsknings- og læringsmiljø med over 4000 besøgende om året. Vi udgør værksted for studerende, især fra Humtek - mennesker og teknologi, samt fremmer iværksætteri, entrepreneurship og samfundsrelevans ved at have åbent for opfindere, iværksættere, designere, opstartsvirksomheder og firmaer store som små. Vi hjælper studerende, forskere og andre med at bygge fungerende prototyper af teknologiske systemer - dels ved at tilbyde adgang til moderne digital fabrikationsteknologi som 3D printere, computerstyret maskiner og robotter, dels ved at tilbyde adgang til kvalificerede teknologiske designorienterede konsulenter som kan rådgive, vejlede og kvalificere de konkrete processer fra ide til funktionel prototype.
Vi forventer at du besidder flere af følgende kompetencer:
Projektledelse
Formidling
Rapid prototyping og prototypeudvikling
Elektronik (vi bruger især Arduino og ESP)
3D tegning, CAD, CAM (vi bruger især Fusion 360)
CNC fræsning
3D print
Laserskæring
Programmering (vi bruger især P5.js)
Håndværk
Akademisk skrivning på engelsk og dansk
Foto, video, sociale medier, web, PR
I en del af ansættelsesperioden må FabLab forventes at være ramt af restriktioner grundet det verdensomspændende coronaepidemi. Evne til at arbejde selvstændigt og effektivt online vil derfor være en fordel.
Vi forventer ikke at du besidder alle kompetencerne - og oplæring vil finde sted (i det omfang det er muligt under corona), ligesom det er væsentligt for os at sammensætte et hold som tilsammen løfter opgaverne.
Du vil indgå i et hold bestående af ialt 5 teknologiguruer, 7 studentermedhjælpere og 2-3 interns.
Arbejdet består i at bistå ved kurser samt at understøtte de studerende i deres projektarbejde - og at være med til at drive og udvikle Fablab RUC som et tilbud til alle studerende, ansatte og offentligheden, og holde viden, udstyr, maskiner, værktøj og software på forkant med den hastige udvikling inden for fagområdet.
Hvad kurser, projektstøtte og vejledning angår, vil du komme til at tilrettelægge workshops og vejledning i hvordan Fablabs maskiner, software og værktøjer bruges. Det vil foregå både i form af organiserede workshops og seminarer, men også i form af vejledning af studerende og ansatte.
Hertil kommer en del anskaffelse og vedligehold af udstyr, software og værktøj, drift af værksteder, udlån af udstyr samt noget almindelig IT-support.
Fablab RUC laver udadrettet aktiviteter på messer, konferencer, gymnasier, festivaler, folkeskoler m.fl. ca. 45 dage om året (ikke under corona). Vi er i gang med at udvide med Biofablab, hydroponics, aquaponics, regenerativt jordbrug, vertical farming og meget andet for at støtte den grønne omstilling.
Vi forventer
Vi forventer at du har tekniske kompetencer, og det er en fordel hvis du kan programmere. Herudover er vi meget åbne for hvad du kan bidrage med.
Du skal brænde for at lære fra dig og kunne formidle teknisk viden på en pædagogisk måde. Vores målsætning er at integrere tekniske og humanvidenskabelige/kreative kompetencer. Hos dig og på labbet generelt vil studerende, ansatte og samarbejdspartnere hente praktisk vejledning og inspiration til at bruge digitale og fysiske værktøjer i kreative, designorienterede anvendelser.
Vi søger en engageret kollega, der har forudsætninger for at udvikle et kreativt arbejdslaboratorium og holde det helt på forkant med den hastige udvikling i feltet. Du skal også evne at samarbejde med ansatte og studerende, at planlægge og varetage kurser og udviklingsprojekter.
Løn og ansættelsesvilkår:
Der er tale om en stilling på 37 timer ugentligt og med en varighed på ca. 7 måneder med start i maj 2021. Ansættelse og aflønning sker efter principperne i Ny Løn og efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante forhandlingsberettigede organisation. Du vil blive ansat ved Institut for Mennesker og Teknologi (IMT).
RUC:
Roskilde Universitet har ca. 9000 studerende. Vores fornemmeste opgave er at bidrage til eksperimenterende, nyskabende former for læring og videnskabelse. Universitet er forskningsbaseret og uddanner kommende generationer af ledere, lærere og eksperter baseret på den fremmeste viden.
Yderligere oplysninger:
Vil du vide mere om stillingen kan du kontakte laboratorieleder Nicolas Padfield på tlf. 4674 3230.